BASF-autolak har givet Ejnar kærlighed og arbejde gennem 40 år | rmpaint
 
 
 
 
 
Nyheder
BASF-autolak har givet Ejnar kærlighed og arbejde gennem 40 år

EM Autolakering i Toftlund blev stiftet i 1980, og kan dermed fejre sit 40 års jubilæum i 2020. En del har ændret sig, men ikke hvor lakken kommer fra.

Det var vel lidt af et tilfælde, at Ejnar Møller stiftede sit firma i 1980. Den lokale GM-forhandler ville lukke sit værsted ned, og den unge Ejnar fik selv valget: Bliv opsagt eller overtag lakeringsvirksomheden. Ejnar valgte det sidste og stiftede dermed sit eget firma. Huslejen var rimelig – 1.180 kr. om måneden. Inklusiv strøm og varme.

Selv flyttede han ind ovenpå biludstillingen og kunne se over til direktøren i bilhusets bolig på den anden side af vejen.

”Vi kunne lige vinke til hinanden om morgenen, fortæller Ejnar.

Vendte fiasko til succes med en pose øl

Siden første dag har lakken i kabinerne været fra BASF, men Ejnars første erfaring med autolakken fra Tyskland var ikke kun positiv. Ejnar var i lære som autolakerer, og skulle male sin Volvo PV 544. 

- Jeg fik en kasse med rød VW-farve hjem. En trækasse med lakglas beskyttet i træuld. Lakeringen gik fint, men lakken ville simpelthen ikke tørre. Den blev ved med at klistre på fingrene, fortæller Ejnar.

Det var dog ikke en fejl ved lakken, men fordi den krævede en varmeovn for at hærde. Det vidste Ejnar ikke, før han fik læst på flaskerne.

- Jeg havde ikke selv en kabine med varme. Så jeg tog en pose øl i hånden og gik over til naboen, som havde en ovn og så hærdede lakken, husker Ejnar.

Kærligheden kom med lakken

Autolakken har ikke kun givet arbejde til Ejnar Møller. Han mødte også kærligheden. Telefonen i Toftlund blev flittigt brugt til at bestille lak hos Hanne på ordrekontoret. Og da han mødte Hanne i virkeligheden til en firmareception i 1983, så havde de to allerede et forspring.

”Det var jo nemt, at falde i snak, når vi havde talt så meget sammen, fortæller Ejnar.

Og med tiden blev det andet end snak. Hanne fra Hvidovre rykkede kort efter teltpælene op og flyttede til Sønderjylland. Hun nåede både at arbejde i bank i Gram og i bogholderiet hos EM Autolak. Desværre døde Hanne alt for ung af en hjerneblødning i 1997.

Slut med samlebåndslakering

I dag maler de mange forskellige emner hos EM Autolak. Bilforhandlerne er svundet i antal i byen siden han startede forretningen. Men han har fundet en niche – nemlig motorcykler, der udgør ca. 30 pct. af omsætningen.
- Vi maler langt flere special-opgaver i dag end tidligere, og kunderne rejser længere – for eksempel fra Aarhus, Hirtshals og Færøerne Det er sjovere, men kunderne er også mere kritiske, fortæller Ejnar.

Det er ikke noget tilfælde, at Ejnar beskæftiger sig med lakering af motorcykler. Han rejser flere gange om året på motorcykelture rundt i Europa og har gjort det i mange år. Hans motorcykel er nok heller ikke den du vil gætte på, når ejerens dåbsattest er over 60 år gammel.

Nok er har adressen for EM Autolakering været den samme siden 1984, støvsugeren i sliberummet er en tre-motors Nilfisk som har kørt siden 1970’erne og hans svend Torben blev udlært i butikken i 1981, men når det gælder motorcykler, så skifter Ejnar køretøj uden af blinke.

Lige nu er det en Kawasaki Ninja H2 med over 200 hk der står i garagen. Jo, Ejnar Møller og EM Autolakering er trods alderen ”Still going strong.”